Helikon HCD 1067

gEIGENgARTEN
MUSIK FOR SOLOVIOLIN
Helge Slaatto

"gEIGENgARTEN" er en fantastisk rejse i violinens fascinerende univers. Om indspilningen og værkerne skriver Helge Slaatto: Jeg har altid fundet det interessant at sætte komponister fra forskellige lande og traditioner over for hinanden. "gEIGENaRTEN" repræsenterer således en samling soloværker for violin fra anden halvdel af det tyvende århundrede af otto udvalgte komponister, der hver i sær har betydet meget for min musikalske rejse. Flertallet kommer lige som jeg selv fra Skandinavien: Nørgård, Nordentoft, Lorentzen, Nordheim, Evensen; de øvrige komponister er fornemme repræsentanter for den europæiske scene: Kulenty fra Polen, Henze fra Tyskland samt Scelsi fra Italien. Første gang jeg opførte disse værker, var de en del af miljøet for ny musik. Kompositionerne kunne findes på festivalprogrammer som Cantiere Internationale i Montepulciano i Italien og Musikhøst Festivalen i Odense, hvor mødet mellem musiker, publikum og musikkens komponister spillede en afgørende rolle. Siden er værkerne for mig blevet som en gruppe af gode bekendte med hver deres stærke individuelle karakteristika. I flere tilfælde er det første gang, at værkerne er blevet indspillet på cd.   Per Nørgårds tidlige Fragment V fra 1961 er inspireret af Rainer Maria Rilkes Liebeslied (Wie soll ich meine Seele halten, dass sie nicht an deine rührt?) - for mig et usædvanligt udtryksfuldt lille stykke musik. I dette værk, som også kan spilles med klaver ad libitum, finder vi et af de tidligste eksempler på Nørgårds "uendelighedsrækker" (læs om emnet på Per Nørgårds hjemmeside: http://www.pernoergaard.dk/da/ideer/hierarkisk1.html)   Anders Nordentoft komponerede Atrani i 1991 under et studieophold på Amalfikysten i Italien til Carl Nielsen-konkurrencen det følgende år. Selv om det på ingen måde drejer sig om ren beskrivende programmusik, med stykkets interessante benyttelse af flerstemmige tremolo- og flageolet-effekter, er stemningen af den italienske sommeraften med cikadernes musik ikke til at overhøre. I det fjerne, højt hævet over vandet, anes med toner i violinens højeste register Vesuvs imponerende silhuet. Atrani er for udøveren forbilledlig præcist noteret fra komponistens side - ikke altid en selvfølgelighed!   Arne Nordheims Partita für Paul er inspireret af fem billeder af Paul Klee og tilegnet den betydelige norske kunstsamler og museumsdirektør Ole Henrik Moe. Partitaen blev uropført 1985 på Henie-Onstad Kuntcenter i Oslo af Ole Bøhn i forbindelse med udstillingen "Klee og musikken". Nordheim skriver om værket: "Jeg har forsøgt at indfange nogle af de mange stemninger og teksturer i disse billeder, poetiske, drømmeagtige, groteske - vinkler der strider mod naturens love, objekter der leger med tyngdekraften. I de to sidste satser har jeg tilført elektronisk delay, som optager og afspiller violinens musik med forsinkelse, noget som resulterer i et klanglig landskab i flere lag, et klangligt univers som hele tiden udvider sig, hvor "fortiden" tiltagende tildækker "nutiden". På denne måde imiterer jeg Klees "lag på lag-teknik", som han så gerne benyttede. Det, at jeg hele tiden konfronterer musikken med sin umiddelbare (og fjernere) fortid, er også en hyldest til T. S. Eliot og hans tilsvarende omgang med tidsbegrebet i digtet "Burnt Norton".   Hanna Kulentys Still Life with a Violin (1985) drives frem med den intensitet som typisk kendetegner Kulentys musik. En musik, som kombinerer elementer fra den minimalistiske stil med et stærkt følelsesmæssigt "drive". Mødet med Kulenty ved Musikhøst Festivalen i Odense 1994 førte bl.a. til Going Up 1, som blev komponeret til min duo med kontrabassisten Frank Reinecke. Værket kan høres på cd'en "Street Music" (Ambitus 96882).   Hans Werner Henzes Sonata per violino solo hørte jeg første gang i 1977 ved uropførelsen med Jenny Abel i Montepulciano, Italien. Værket blev senere revideret af Henze i forbindelse med en cd-indspilning som jeg skulle lave i 1992, men som imidlertid først blev realiseret med nærværende cd. Med sonatens kompositoriske collageteknik var den ikke umiddelbart let tilgængelig. Som tiden er gået, er andre sider imidlertid blevet mere fremherskende: Henzes farverige benyttelse af instrumentets muligheder, musikkens slægtskab med operaens verden, komponistens naturlige måde at genopdage og benytte tidligere traditioner og hans store kærlighed til musik i det hele taget. Tirsi, Mopso og Aristeo er navnene på tre hyrder som optræder i et gammelt teaterstykke fra 1480 af Angelo Ambrogini fra Montepulciano. Musikken beskriver de tre, i særdeleshed Aristeo, hvis lidenskabelige og håbløse kærlighed til nymfen Euridice danner omdrejningspunkt for sonatens forløb. Euridice flygter til slut fra den elskovssyge Aristeo ved hjælp af en slange, der giver ham det dødelige bid. Aristeos vedholdende og smertefulde skrig afslutter sonaten.   Det følgende værk In memoriam af den norske komponist Bernt Kasberg Evensen blev komponeret i 1990 til minde om den betydelige eurythmist Christian Høgsberg (1948-1990), også kendt som grundlægger af teatergruppen "Ildfuglen".   Bent Lorentzens Quartz har mange af de karakteristika som kendetegner quartz-stenen selv: alt af ét og samme materiale, men samtidig med en forunderlig, næsten kamæleonagtig evne til forandring... Frem for alt er Quartz - fyrre år efter at værket blev komponeret - et rent og forfriskende stykke moderne musik. Med dets begrænsede tonemateriale, ofte centreret om én enkelt tone, er værket på mange måder i familie med Scelsis sene arbejder.   Giacinto Scelsis violinkoncert Anahit, som jeg fremførte i 1992 - kort tid efter at Scelsis musik havde opnået internationalt gennembrud i 1987 ved den berømte koncert i Philharmonien i Køln - var et møde med en musik, jeg aldrig tidligere havde oplevet. Scelsi, som konsekvent nægtede at kalde sig "komponist" (en, der sammensætter) så sig selv snarere som et medium. Al opmærksomhed om sin person forekom ham uvedkommende, ikke en gang et foto blev offentliggjort, i stedet den velkendte cirkel og en streg. Hans værker, i særdeleshed fra og med det banebrydende Quatro pezzi, ciascuno su una nota sola (1959) åbner et fuldstændig eget univers, centreret omkring enkelte toner. Divertimento nr. 2 fra 1954 kan ses som forløber for disse værker: legefuldt og improvisatorisk bevæger tonemønstrene sig, mere eller mindre tydeligt, rundt omkring enkelte "gravitetstoner". Scelsi komponerede midt i 50'erne hele fem stykker for soloviolin med titlen Divertimento; kun tre eksisterer stadig, det første er forsvundet, og det sidste er trukket tilbage.

Helge Slaatto
Foto: Ewa Slaw

HELGE SLAATTO blev født i Oslo i 1952 og studerede hos Maria Lidka, Sandor Vegh og Dorothy DeLay. Han er professor ved konservatoriet i Münster, (Hochschule für Musik der Universität Münster), Tyskland, og var koncertmester i Odense Symfoniorkester, Athelas Sinfonietta Copenhagen og Randers Kammerorkester. Han er en højt anerkendt udøver af vor tids musik og har siden 1988 bl.a. uropført 50 duoværker sammen med kontrabassisten Frank Reinecke. Deres indspilning af Wolfgang von Schweinitz´ Plainsound Glissando Modulation blev belønnet med Preis der Deutschen Schallplattenkritik. Helge Slaatto har optrådt som solist ved en række europæiske festivaler. Som lærer for nogen af tidens førende violintalenter gav han master classes i Tyskland, Portugal, Grækenland, Danmark, Sydkorea, Mexico og U.S.A.   Anmeldelserne af cd'en har været særdeles positive - f.eks. skriver John Christiansen i sin blog "JC Klassisk": "Helge Slaatto med gEIGENgARTEN for soloviolin 5 stjerner. Denne bemærkelsesværdige solo-cd bringer musik af Per Nørgård, Anders Nordentoft, nordmanden Arne Nordheim, den polske Hanna Kulenky, den tyske Hans Werner Henze, den norske Bernt Kansberg Evensen, Bent Lorentzen og italieneren Giacinto Scelsi. Kun Hans Werner Henze, Nordheim og Scelsi lever ikke længere. Så er kortene lagt på bordet, men hvilke kort. Det er fænomenalt, som den 60-årige norske violinist Helge Slaatto, som heldigvis har virket meget i Danmark og endda på flere planer som solist, koncertmester i Odense, København og Randers og som lærer, spiller denne nyere og ret varierede musik. Han kalder selv udvalget af musik for en gruppe af gode bekendte med hver deres stærke individuelle karakter. Slåttos violin er hele tiden nær, fuld af karakter og fortællende i hver en nuance. Han har indstuderet en del af musikken med komponisterne og tilegnet sig det hele, så værkerne fremstår med en enestående udtryksrigdom. Jeg har lyst til at kalde denne cd for avantgarde for alle, men jeg må nok nøjes med at fortælle, at jeg selv har fået et kolossalt udbytte af at lytte til den flere gange, og jeg vil høre den mange gange endnu (Helicon HCD 1067).

Tilbage til oversigten